Den påagtede og upåagtede faglighed i min praktik, og i min daglige praksis
Jeg har fået til opgave at beskrive den påagtede og upåagtede faglighed i henholdsvis min praktik på Demenscenteret, men også i min praksis som Ungevejleder i Syddjurs Kommune. Jeg vil komme med eksempler på disse, og efterfølgende vil jeg reflektere over hvordan jeg ser begrebet i det daglige arbejde på begge arbejdspladser.
På Demenscenteret er der mange gøremål der skal gennemføres førend vi kommer frem til den påagtede faglighed. Fra morgenstunden handler det om almindelig pleje, medicinsk behandling og mad og drikke. Herunder at vaske tøj, finde rent tøj, affaldssortering af bleer og vaskeklude, rengøring af lejlighed, og servicering af mad og drikke, og endelig opvask af service.
Det meste af formiddage på centeret foregår på denne måde, og her er det meget vigtigt at de forskellige teknikker og rutiner forløber gnidningsfrit, altså har en vis rytme, før vi overhovedet kan begynde at tænke på aktiviteter med de dementramte. Det store mål er som sådan IKKE at komme frem til aktiviteter, men at fastholde og udvikle de ramtes livskvalitet gennem hjælp til basale behov og generel omsorg.
For de få lettere ramte demente, er det nemmere at fastholde en rytme i rutinerne, og dermed komme nemmere og hurtigere til aktiviteter, såsom gåture og samtaler. Vigtigt er det dog at understrege, at det narrative aspekt, kun udfoldes med let dementramte på de to demensafsnit på ældrecenteret.
I mit daglige arbejde som ungevejleder, er det lidt skræmmende hvilke tidskrævende upåagtede gøremål jeg går igennem, førend jeg kan nå frem til det påagtede. Eksempelvis er jeg jævnligt til netværksmøder, hvor den unge, dennes familie eller pårørende, og måske socialrådgiver, ssp-konsulenter, og andre interessenter fra børn-unge og familier fra kommunen er repræsenteret. Her er det nogle gange mig som skal få brikkerne på plads med kalender, dagsorden, indkaldelse og generelt ordne de praktiske ting omkring mødet. Hvor, hvornår og hvem? Helt ned til detaljer, såsom kaffebrygning...!
Her kan man føle sig udfordret, samtidigt med at man skal stille skarpt på det vigtige: Hvordan hjælper vi hinanden med at finde udvikling og fremgang i den unges liv igen?
Et andet eksempel kan være det daglige samvær med de unge. Her skal der også planlægges. Hvis ikke jeg får planlagt hvilken dag, hvornår på dagen, hvor kom vi til sidst i vores samtale, kun gud ved hvad han har af forslag/idéer - og kan de realiseres - skal jeg korrigere, ændre, eller blot følge med den unge i hans ønsker? -Og næsten altid, bliver min forberedning og reflektioner fra gang til gang, sjældent som jeg havde tænkt det. Nogle gange skidt, men de fleste gange blot en ny udfordring...Det er hårdt, nogle gange et beskidt arbejde, men ender som regel med at jeg finder det påagtede - et mål - ud fra min relation til og udviklingen af den unge. Jeg finder glæden og udfordringen i mit arbejde med de unge meget spændende....
Refleksion over påagtet og upåagtet faglighed på begge arbejdspladser
Nu har jeg givet nogle eksempler på hvad jeg mener er upåagtet og påagtet faglighed i henholdsvis praktikken og i min daglige praksis som ungevejleder. Èn ting som jeg hele tiden støder på, er tiden jeg bruger på dokumentation i mit eget arbejde og generel mødeaktivitet, og som jeg kan se mine nye "kollegaer" på Demensafsnittet bruger.
I min praksis har vi faste møder som er kalendersat. Vi har personalemøde hver uge - den ene uge i Familieværket, den anden uge i vores team. Herudover er der netværksmøder, supervision og andre ikke-planlagte møder jævnligt. Alt skal dokumenteres i arbejdet med de unge, og jeg fører journal - og skriver denne - hver gang jeg har en aftale med en ung. Endvidere er der flere gange hvor, både jeg selv og den unge, melder afbud til et planlagt samvær....
Alt i alt bruger jeg cirka halvdelen af tiden på upåagtede og uforudsete opgaver, og det går i sagens natur ud over min kerneopgave, som er at støtte, hjælpe og fremme udviklingen hos den enkelte unge. Det er da ikke iorden - er det?
I min praktik er personalets kerneopgave - altså som jeg ser det - at fastholde en livskvalitet hos en borger som i de flestes tilfælde, er en kæmpe udfordring. Jeg tænker at pleje, mad og og professionel kærlighed, er hovedelementerne i livskvaliteten. Nogle få kan drage fordel af pædagogiske aktiviteter, såsom gåture og samtaler. Specielt i grænseområdet mellem det lettere demente menneske, hvor man er klar over at noget er galt, og hvor det går over i svær demens, hvor borgeren ikke aner hvem de selv er og hvor de er, er krævende for personalet, og her kan det være svært at fremelske det påagtede arbejde. Langt det største arbejde på Demenscenteret, er det jeg vil definere som upåagtet.
Hvad tænker du Mette, eller medstuderende på pa17sm?
Kh Peter René - Praktikant og Ungevejleder
