Debatpanel på forskningsdagen - Fremtidens børneliv - Forskning til forandring

I debatpanelet sad:

Mette Væver - Forsker (Trivsel, tidlig indsats og psykisk sundhed)

Anne Marie Willumsen - Docent og Ph.D. (Forskning i udsathed i praksis)

Søren Pind - Uddannelses-og forskningsminister

Jacob Bundsgård - Borgmester i Aarhus

Bo Ulrich Bertelsen - Centerleder i Børn/Unge i Herning Kommune (Herning Modellen)

________________________________________________________________________

Generelt havde jeg en opfattelse af at der var sat alt - alt for lidt tid af til denne paneldebat. Søren Pind fik god tid i debatten, hvilket han gjorde overraskende godt, med anerkendelse til alle sider fra ham. Han havde en god og anerkendende forståelse overfor forskningen på feltet, men også forståelse for de ting der bliver sat i gang i praksis. Alle i panelet var enige om, at der fremover skal fortsættes en kamp for de tidlige indsatser - og som debatten i dag handlede om - specielt omhandlende børn og deres familier i de første 1000 dage af barnets liv.

Alle havde samme mening om at forskningen og at arbejde med tidlig indsats/tidlig opsporing, skal kunne implementeres hurtigere og bedre i institutionerne, og at man skal finde den rigtige måde at kunne gøre dette. Hvordan - havde ingen det nøjagtige svar på, men enighed om at det går den rigtige vej.

Søren Pind talte om forankringning i daginstitutioner, og talte lidt om småbørnsløftet, hvor det handler om at skabe lighed - ikke ulighed. Bundsgård talte om at skabe et samspil mellem teori og praksis, og fortalte om hvor mange procent af kommunens penge der bliver brugt på børn, unge og familier. Bo U. Bertelsen talte om et fælles sprog og en fælles forskning. Hvis tiden havde været til det, ville jeg have spurgt til "Herning Modellen" - hvad er det egentligt de gør som virker? Hr. Bertelsen fik alt for lidt tid til at debattere efter min mening.

Generelt handlede det meget om viden til praksis. Vi så en video fra en børnehave, hvor pædagogen manglede sammenhæng og dialog i forhold til forskning, og hvordan det kunne implementeres i en daginstitution. Den smilede Hr. Pind lidt af - ja, han fnøs vel nærmest over hendes udsagn...

Mette Væver og AM Willumsen havde flere gode indlæg og udtalelser syntes jeg, og kunne have tænkt mig flere forklaringer på hvordan de ønskede denne sammenhæng implementeret i praksis. Det var som om at tilhørernes spørgsmål, enten var tilsagt Søren Pind som overordnede spørgsmål, og ikke specifikt på en tidlig indsats for børn under 1000 dage gamle. Et enkelt spørgsmål gik på om "ikke det handler om nomeringer i daginstitutionerne?". I min verden handlede debatten IKKE om det. Jeg ved at tingene hænger sammen, men debatten på kun en time, omhandlede helt specifikt omkring tidlig indsats - forskning og praksis - IKKE om penge.....Dette slog Bundsgård da heldigvis også fast, og fik det leveret på en fin og god måde.

Altså, generelt en fin paneldebat - for kort efter min mening - og dejligt at se så mange af mine medstuderende møde op til denne. Endnu en ting jeg kan tage med mig, og er kun endnu mere opsat på at vide mere om tidlig opsporing/tidlig indsats. Ærger mig over, at jeg ikke fik spurgt om hvad Herning gør så godt i denne sammenhæng!!!

Peter René/pa17sm

SOS - Signs of safety

UDVIKLER

Andrew Turnell (Socialarbejder + Korttidsterapeut) AU & Steve Edwards (Praktiker) AU har udviklet SoS tilgangen/metoden i 90’erne. En metode der bruges i børnesager og børnefaglige undersøgelser. Den blev implementeret i Københavns Kommune tilbage i 2006. Metoden er ikke særlig udbredt, men efter at havde stiftet bekendtskab med Sos, har vi fundet ud af at den faktisk bruges usynligt, hermed sagt at der er flere kommuner der bruger dele af metoden.

METODE FOKUS

For at overskueliggøre metoden har man valgt at konkretisere hvad der skal lægges vægt på.

* Vurdere tegn på fare og sikkerhed.
* Skabe samarbejde og partnerskab med familien.
* Skabe sikkerhed og trivsel.
* Beskyttelsesfaktor.
* Skabe grundlag for balanceret risikovurdering (barn og familie).
* Styrke til tværfagligt samarbejde (familie og fagpersoner).
* Skabe struktur.
* Skabe styrket dialog.
* Visuel synliggørelse.
* Løsningsfokuseret kortidsterapi.

METODE

Metoden er delt op i tre domæner, som gennemgås på et whiteboard, for at kunne visualisere overfor den enkelte. Til sidst sammenfatter man til en gældende aftale for alle parter, for at mindske misforståelse og skabe fokus.

* Hvad fungerer? (Styrker, ressourcer og sikkerhedsfaktorer).
* Hvad er bekymrende? (Tidligere skade, fremtidig fare og komplicerede faktorer).
* Hvad skal ske - Hvad er målet? (Fremtidig sikkerhed og mål).

* Hvilke aftaler foreligger - Hvilke aftaler skal kortlægges?

MÅLGRUPPE

Målgruppen for Signs of Safety er alle børn og unge, som er truet på trivsel eller sikkerhed i form af omsorgssvigt eller mistanke om dette. Metoden kan både anvendes i samtaler med hele familien og alene med henholdsvis forældrene og barnet.

* Barn/Ung - Dialogbaseret (Samtale).
* Forældre - Dialogbaseret (Samtale).
* Hele familien - Dialogbaseret (Samtale).

FAGPERSONER

Forskellige fagpersoner gør brug af metoden SoS i deres arbejde med børn og familier. SoS bygger på erkendelsen af, at fagpersoner, der arbejder med udsatte børn, skal håndtere usikkerhed. Tilgangen er en måde for fagpersoner at tale og håndtere denne usikkerhed.

* Sagsbehandlere
* Socialrådgivere
* Familiebehandlere
* Pædagoger

IMPLEMENTERET REDSKAB - DE TRE HUSE

De tre huse er et redskab i metoden, som udgangspunkt rettet mod før indskolingen, her hedder den Troldmanden og Feen, særligt henvendt til de helt små. Tillidsvækkende navne hos de helt små. 

* Huset med bekymringer.
* Huset med de gode ting.
* Drømmehuset

BEKYMRINGSGRUNDLAG

* Hvorfor vælger vi at gøre noget nu, hvad bekymrer?

BEKYMRINGSUDSAGN

* Hvis ikke vi gør noget, er vi bekymret for hvad der så sker

AK, Nicolaj og Peter

Billedøvelse - Praktik på Demenscenter

Den demente ældre kvinde

Det første billede af den ældre kvinde med blomsterne, beskriver min praktik på et Demenscenter. Vi fik til opgave til at skrive stikord - her er mine:

Demens

Livserfaring

Livshistorie

Hygiejne

Magtforhold

Forvirrethed

Menneskelige skæbner

Følesans
Relationsdannelse

Selve billedet beskriver så fint hvordan jeg ser en borger på Demenscenteret. I dette tilfælde en forvirret, og livserfaren kvinde som ikke ved hvor hun er, og ikke er klar over hvad hun sidder med i hænderne. Jeg forestiller mig at hun føler på blomsterne, for eventuelt at kunne finde ud af hvad det nu er....Det oplever jeg meget på demensafsnittet for svær demens...

Brikkerne falder på plads...hvordan?

Billede nummer to skal beskrive et dilemma i praktikken. Her er mine stikord til dilemmaerne:

Magtforholdet - personale/borger

Hygiejne

Aktiviteter

Pårørende - det er som regel de pårørende som lider over den dementes sygdom

Dilemmaer er der flere forskellige af på et demenscenter. Her vil jeg gøre opmærksom på hygiejnen, hvor den svært demente eksempelvis ikke kan eller vil i bad. Her er dilemmaet hvornår man skal tage affære, og via magt sørge for god hygiejne. I sidste uge var jeg eksempelvis med i en planlagt magtanvendelse, hvor vi vaskede en borger mod hans vilje. Borgeren havde ikke været i bad i tre uger+. Dette blev arrangeret, da der var sundhedsfare for borgeren.

Servicelovens §126a Fastholdelse i forbindelse med personlig hygiejne, sammenholdt med mindsteindgrebsprincippet og bestemmelserne om magtanvendelse var her anvendt, og efter min mening helt efter bogen/loven.

Den påagtede og upåagtede faglighed i min praktik, og i min daglige praksis

Jeg har fået til opgave at beskrive den påagtede og upåagtede faglighed i henholdsvis min praktik på Demenscenteret, men også i min praksis som Ungevejleder i Syddjurs Kommune. Jeg vil komme med eksempler på disse, og efterfølgende vil jeg reflektere over hvordan jeg ser begrebet i det daglige arbejde på begge arbejdspladser.

På Demenscenteret er der mange gøremål der skal gennemføres førend vi kommer frem til den påagtede faglighed. Fra morgenstunden handler det om almindelig pleje, medicinsk behandling og mad og drikke. Herunder at vaske tøj, finde rent tøj, affaldssortering af bleer og vaskeklude, rengøring af lejlighed, og servicering af mad og drikke, og endelig opvask af service.

Det meste af formiddage på centeret foregår på denne måde, og her er det meget vigtigt at de forskellige teknikker og rutiner forløber gnidningsfrit, altså har en vis rytme, før vi overhovedet kan begynde at tænke på aktiviteter med de dementramte. Det store mål er som sådan IKKE at komme frem til aktiviteter, men at fastholde og udvikle de ramtes livskvalitet gennem hjælp til basale behov og generel omsorg.

For de få lettere ramte demente, er det nemmere at fastholde en rytme i rutinerne, og dermed komme nemmere og hurtigere til aktiviteter, såsom gåture og samtaler. Vigtigt er det dog at understrege, at det narrative aspekt, kun udfoldes med let dementramte på de to demensafsnit på ældrecenteret.


I mit daglige arbejde som ungevejleder, er det lidt skræmmende hvilke tidskrævende upåagtede gøremål jeg går igennem, førend jeg kan nå frem til det påagtede. Eksempelvis er jeg jævnligt til netværksmøder, hvor den unge, dennes familie eller pårørende, og måske socialrådgiver, ssp-konsulenter, og andre interessenter fra børn-unge og familier fra kommunen er repræsenteret. Her er det nogle gange mig som skal få brikkerne på plads med kalender, dagsorden, indkaldelse og generelt ordne de praktiske ting omkring mødet. Hvor, hvornår og hvem? Helt ned til detaljer, såsom kaffebrygning...!
Her kan man føle sig udfordret, samtidigt med at man skal stille skarpt på det vigtige: Hvordan hjælper vi hinanden med at finde udvikling og fremgang i den unges liv igen?

Et andet eksempel kan være det daglige samvær med de unge. Her skal der også planlægges. Hvis ikke jeg får planlagt hvilken dag, hvornår på dagen, hvor kom vi til sidst i vores samtale, kun gud ved hvad han har af forslag/idéer - og kan de realiseres - skal jeg korrigere, ændre, eller blot følge med den unge i hans ønsker? -Og næsten altid, bliver min forberedning og reflektioner fra gang til gang, sjældent som jeg havde tænkt det. Nogle gange skidt, men de fleste gange blot en ny udfordring...Det er hårdt, nogle gange et beskidt arbejde, men ender som regel med at jeg finder det påagtede - et mål - ud fra min relation til og udviklingen af den unge. Jeg finder glæden og udfordringen i mit arbejde med de unge meget spændende....

Refleksion over påagtet og upåagtet faglighed på begge arbejdspladser

Nu har jeg givet nogle eksempler på hvad jeg mener er upåagtet og påagtet faglighed i henholdsvis praktikken og i min daglige praksis som ungevejleder. Èn ting som jeg hele tiden støder på, er tiden jeg bruger på dokumentation i mit eget arbejde og generel mødeaktivitet, og som jeg kan se mine nye "kollegaer" på Demensafsnittet bruger.

I min praksis har vi faste møder som er kalendersat. Vi har personalemøde hver uge - den ene uge i Familieværket, den anden uge i vores team. Herudover er der netværksmøder, supervision og andre ikke-planlagte møder jævnligt. Alt skal dokumenteres i arbejdet med de unge, og jeg fører journal - og skriver denne - hver gang jeg har en aftale med en ung. Endvidere er der flere gange hvor, både jeg selv og den unge, melder afbud til et planlagt samvær....

Alt i alt bruger jeg cirka halvdelen af tiden på upåagtede og uforudsete opgaver, og det går i sagens natur ud over min kerneopgave, som er at støtte, hjælpe og fremme udviklingen hos den enkelte unge. Det er da ikke iorden - er det?

I min praktik er personalets kerneopgave - altså som jeg ser det - at fastholde en livskvalitet hos en borger som i de flestes tilfælde, er en kæmpe udfordring. Jeg tænker at pleje, mad og og professionel kærlighed, er hovedelementerne i livskvaliteten. Nogle få kan drage fordel af pædagogiske aktiviteter, såsom gåture og samtaler. Specielt i grænseområdet mellem det lettere demente menneske, hvor man er klar over at noget er galt, og hvor det går over i svær demens, hvor borgeren ikke aner hvem de selv er og hvor de er, er krævende for personalet, og her kan det være svært at fremelske det påagtede arbejde. Langt det største arbejde på Demenscenteret, er det jeg vil definere som upåagtet.

Hvad tænker du Mette, eller medstuderende på pa17sm?

Kh Peter René - Praktikant og Ungevejleder